onsdag den 31. august 2011

Det går stille og roligt mod jul ..

... og snart er ugeblade og reklamer fyldt med alt det, som man er "nødt til at ha' .. "
Så jeg scrapper lidt på min julesmash. Det går stille fremad og første udklip (fra sidste år) har fået en plads deri.

Forsiden har i jo set, så i får lige de andre sider, som jeg har fået dekoreret (færdig?).


Kuverten til venstre er tænkt som lomme, så udklip kan puttes heri, hvis ikke der lige er tid til at lime dem i bogen. Samme side er pyntet med en rest gavepapir, nogle plastsnefnug og sølvprikker og hjerte i stickles med "rund hånd". Til højre ses mit indtil videre eneste udklip og et stemplet rensdyr.


Siden her vil jeg altid være særlig glad for. Papiret er nemlig en gave fra en sød scrapsister. Det er lige min smag og jeg vil sende Lonnie en kærlig tanke, hver gang bogen kommer frem. Pyntet yderligere med et julebånd og en lille reminder om, hvor det smukke papir kommer fra.


Siden her er dekoreret med lidt groft gavepapir, et glansbillede og et par hjerter med stickles. Meningen er at ramme den gammeldaws julestemning - synes det er lykkedes helt fint.

Det var så langt, som jeg er nået i min julesmash .. godt der stadig er et par måneder endnu ..

Jeg har nemlig alt for travlt med at lege med knapper og kan ikke helt finde julehumøret endnu.

1000 tak for kik og kommentarer :o)


tirsdag den 30. august 2011

Scrappeglæde, held og knappekort ..

Uha, hvor er jeg både overrasket og super glad ..
Har lige fundet ud af at jeg har vundet en udfordring hos Card and Scrap - mit vinderkort kan ses her http://pictureandscrap.blogspot.com/

Det er simpelthen for vildt :o)  Det er 1. gang jeg deltager og så er jeg så heldig at vinde ... det er da for heldigt!!

Jeg er stadigvæk totalt forelsket i knapper. Nu har jeg så mange, at jeg må begynde at bruge af dem :D
Her er det blevet til et meget enkelt kort med blomster og knapper.


Fortsat god tirsdag og 1000 tak fordi du kikkede ind på min blog og måske også lagde en kommentar.

søndag den 28. august 2011

Konkurrence kort

Jeg deltager i konkurrencen hos http://www.picturingtheworld.dk/ .
Her kan man vinde det smukkeste baggrundsstempel.

Mit bidrag ser i her - et sypigekort..


Papiret er fra Graphic 45 - Steampunk Debutante Collection, Fantasy Floral.
Det kan købes hos http://www.picturingtheworld.dk/ . Herpå har jeg trykt et baggrundsstempel med tekst fra Hero Arts og pyntet med ginestempel som er købt hos http://www.picturingtheworld.dk/ .

Båndet med knapperne er hjemmegjort - se evt. tidligere indlæg herom. Den fine hæklede blomst og hjørnedekorationen har jeg fået i vandrepakken, som også er nævnt i tidligere indlæg. Blomsten er dekoreret med lidt fra sykassen.

Nu krydser jeg fingre og glæder mig over at få chancen for at vinde et flot baggrundsstempel.

Rigtig god søndag og tak fordi du kikkede forbi min blog :o)


mandag den 22. august 2011

Vandrepakken

Så kom den endelig ... pakken som jeg startede i begyndelsen af sommeren og som har været gennem 9 andre søde, skønne og MEGET gavmilde scrappetøser!!

Da jeg kom hjem ventede en pakke med ikke mindre end 3 kg. scrappe-goodies på mig ..
Jeg siger jer, jeg blev blæst omkuld af overvældelse ... totalt vildt !!

Nu skal i se alle herlighederne :o)

Først som pakken i sin helhed så ud, da jeg afsendte den ...
Dengang synes jeg egentlig, at der var meget deri, men jeg skulle blive langt klogere - for pakken fik nemlig galoperende vokseværk mens den vandrede fra hånd til hånd hos mine søde scrapsøstre.


Her kommer en stribe af fotos af alt det, som jeg fik i pakken.

Se lige hvor meget lækkert "dims" .. jeg er totalt vild med knapperne og de hæklede blomster, de små stofhøns og træhønsene..


Her en masse lækkert bånd og noget sjovt lidt hessianagtigt stof m.m. Jeg er vild med lækre bånd og blonder .. :o)

Sjove stickers var der også ... de der filthjørner er altså bare såååå lækre !!

Se lige hvor en bunke af lækre sager, som ikke en gang har været pakket ud !!
Det er total vildt !! Mums ... siger jeg bare !!
Diverse motiver ... her er også rigtig mange flotte sager imellem ..
Her er så nogle super lækkerier .. Smukke blondeservietter, helt vildt mange og lækre, små charms,
stempler, små punchere, papirblonde og bladbronche  ..

3D-motiver var der også ..

Og ikke mindst en stor stak dejligt papir ... uuuhmm ...

Jeg er SÅ overvældet !!

Nu skal det hele aes, sorteres, pusles om .. inden det bliver til kort og andet sjovt ..

1000 1000 1000 tak til alle i dejlige piger, som har været med på legen ...

Og tak til dig, som kikkede ind .. og måske smed en kommentar også ..

fredag den 19. august 2011

Hjemmelavet Smash Book ..

Man kan som scrapper næsten ikke komme udenom de skønne Smash Books. De fåes i lækre farver og med super lækkert indhold af papir !!

Jeg har også forelsket mig lidt i dem, men vil hellere lave mine egne frem for at købe dem.
I Kvickly købte jeg 2 dertil egnede notes-bøger og gik straks i gang med at dekorere den ene.


Som i kan se, bliver den ene brugt til at lave min egen jule-smashbook. Jeg synes nemlig, at jeg altid finder så mange lækre idéer, opskrifter m.m. i månederne op til jul, men alle udklip ender bare i et plastikomslag mellem alt muligt andet .. Så en fin jule-smash må da være sagen :o)

Forsiden er pyntet med gavepapir, lidt julebånd, knapper og mit fine, nye rensdyr-stempel.


Her ses de første indersider - igen pyntet med lidt julepapir og lidt scrapperi. Stykket med rensdyret er åben i siden, så det kan bruges som lomme.

Glæder mig til at arbejde videre med min jule-smash .. 
Er du også med på Smashbook-bølgen ??

Tak for kik og kommentarer og rigtig god fredag aften.

torsdag den 18. august 2011

Knapper ...

Jeg elsker knapper ... simpelthen det skønneste kortpynt jeg kan komme i tanke om for tiden :o)
Har lige købt lidt nye forsyninger, som desværre ikke helt levede op til forventningerne .. og hvad gør man så ??? så er det den kreative side må findes frem ... og vupti .. var knapperne skønne :o)

Jeg fandt et par stempler og et par perfect pearls frem - stemplede knapperne og farvelagde med perfect pearls. Piftede lige lidt vand på med mini-misteren bagefter, - så binder PP bedre.



Her kan i se de pyntede knapper og en enkelt uden "make up". Så skal de bare sættes på årets julekort, når jeg kommer dertil.

onsdag den 17. august 2011

Endnu et tag ...

... denne gang med et par søde glansbilleder som motiv.


Den lille pige og sommerfuglen blev udgangspunkt for farvevalg.

De fine swirls er stemplet på, kantene er sværtet med to forskellige distress inks og inden motivet blev sat på, har jeg givet tagget et par pift med glimmermist.

Båndet der er brugt, har jeg selv lavet (se evt. forrige indlæg).

Mange tak for kik og søde kommentarer :o)



tirsdag den 16. august 2011

Hjemmelavede bånd med glimmermist

Ihh, hvor jeg grisser og nyder det :o)
For noget tid siden så jeg en tut på You Tube med hjemmelavede bånd farvet med glimmermist.
Rodede lidt i kassen med stofrester og fandt et pænt stort stykke - fint, blankt og hvidt.

Klippede en masse strimler af det og fandt mine glimmermists frem.
Jeg sprayede mist på mit bageunderlag og farvede et par bånd ad gangen, blot ved at vende dem rundt i glimmermisten.

Mellem hver farve tørrede jeg bageunderlaget af med køkkenrulle, men man kan jo også blande farverne.
Prøvede også lige til sidst :o)

Resultatet blev disse smukke bånd, som trævler lidt i kanten og bare blev så dejlige i farverne.

Her ses det hvide, ufarvede stof forrest i billedet

Det var dagens lille blogindslag.
Hvis andre får lyst til at prøve, så HUSK engangshandsker !!!





søndag den 14. august 2011

Mit første vintage tag ...

Længe længe har jeg beundret de smukke vintage tags, som jeg har set på You Tube og diverse blogs.
Nu har jeg så selv forsøgt mig i dag og blev helt godt tilfreds med resultatet.
Den øverste blonde er et fund fra vintagevandrepakken og bling er gamle smykkedele. Skønt med genbrug :o)

I skal da også lige se lidt nye sager, som posten kom med i går.

Dejlige papirer fra Echo Park, min første Staz On og 3 små glas med knapper.
Papirene er bare sååå lækre i farverne .. men ikke lige den sæsonfarve vi går i møde, så de kommer nok til at vente et stykke tid, før de kommer i brug.

Tak fordi du kikkede med og tak for de søde kommentarer :o)

Forsat god søndag.


fredag den 12. august 2011

3 helt forskellige kort

Så er kortkassen ved at være klar til aflevering. Første besøg er om et par timer hos en meget kær veninde, som er fast kunde hos mig. Bagefter sender jeg kassen med min søster på job og når den vender hjem igen, så kommer de sidste kort på nettet (har fundet en lokal facebook gruppe med køb og salg for private).

De sidste 3 kort til kassen er meget forskellige:


Det første er et drengekort i helt enkelt stil. Indeni gemmer der sig også et lille dyremotiv.


Det næste er et hvidt embosset kort, som bagefter er farvelagt med 2 forskellige Distress inks, som er "blended" sammen. Stemplerne er fra Anjas Hobby. Farverne holdt meget sarte og feminine. Den lille, søde sløjfe har jeg købt af Pips og den smukke, gule blonde var en del af det, jeg fik i vintagevandrepakken. Den er så pyntet med liquid pearls, - og så måtte jeg også lige få plads til mit lille sommerhit i år: knapper... :o)


Sidste kort for i dag er et vintagekort. Dem har jeg stort set ikke lavet denne sommer, selvom jeg simpelthen elsker at lave dem. Var bare kørt lidt fast i det samme og trængte til at prøve noget nyt.

Efter at have været med i vintage-vandrepakkeleg og en tiltrængt pause fra stilen, er jeg igen klar til den gammelkendte stil.

Blonden er en ting fra vandrepakken, blomsterne delvist hjemmegjorte og den lille billet er fundet på Scrapsisters. Noget jeg elsker ved disse kort, er detaljerne og de mange materialer.

Sjovt så forskellige kort der denne gang er i kortkassen. Ligenu sidder jeg lidt blank for, hvad næste projekter skal være. Er ikke helt klar på at lave julekort endnu, men måske vil jeg prøve mig lidt i tags. Har set så mange smukke og er klart inspireret til selv at prøve.

På mandag er det hverdag igen. Ferie er dejligt, men hverdagen er nu heller ikke så ringe endda :o)

Rigtig god weekend og tak for kik og søde kommentarer.

tirsdag den 9. august 2011

Herrekort igen ..

1000 tak for de søde kommentarer i sidste indlæg.
Det har altid været svært for mig at lave herrekort og har ikke lavet ret mange gennem årene.
Så er det jo bare ekstra dejligt, når den pludselig bare "er der" :o)

De skønne jazzmotiver er jeg simpelthen vild med !!

Så her er lige 2 kort mere med dem.



Nu mangler der lige lidt børnekort i kortkassen, så det må blive næste projekt. Jeg har nogle skønne dyremotiver liggende, så de må vist findes frem til brug.

1000 tak for kik og for de søde kommentarer, som jeg blir' så glad for :o)

Rigtig god tirsdag.

mandag den 8. august 2011

Herrekort

Det er blevet mandag og hverdagen er for mange begyndt i dag. Jeg er så heldig at kunne tage en ekstra ferieuge, og da vejret ikke ser for lovende ud, bliver der nok scrappet i det lille hjem.

Har lige gjort et herrekort færdigt. Papir er fra Bo Bunny og Graphic 45, det herlige jazzbillede er købt hos www.anjashobby.dk og knapper fundet i en lokal genbrugsbutik.

Jeg tror, jeg laver et par stykker mere i samme stil. Har kun det ene herrekort i kortkassen indtil videre.

Rigtig god mandag og 1000 tak for kikket.

mandag den 1. august 2011

Første dag efter ferien ... og flere cancerkort ..

Den skulle jo komme ... den første dag efter ferien !!
Gik pænt tidligt i seng i går, så jeg kunne møde udhvilet på "pinden". Har ellers fået en vane med at gå meget sent i seng her i ferien. De sene aftentimer har min kreativitet flydt - og jeg har nydt at sidde og nørkle ligeså længe, jeg havde lyst.

Nu skal jeg heller ikke ynke mere ... for allerede om en uge snupper jeg en uges afspadsering - så mere sommerferie er lige om hjørnet :o)

Den sidste uges tid har jeg lavet kort til cancerkort.dk - og det er rigtig hyggeligt arbejde. Jeg får afprøvet lidt nyt - sidst kortet med harmonikablomsten. Har set den rigtig mange gange - især på Pinterest - så den skulle lige prøves - og helt sikkert ikke for sidste gang.


Rigtig god mandag aften - og tak fordi du kikkede forbi.