mandag den 27. marts 2017

6 små kort lavet på vores seneste scrapaften

Jeg er blevet SÅ glad for mine Zig-penne og jeg nyder at farvelægge stempler uden at tænke for meget på skygger. Jeg har prøvet alkoholbaserede tusher og det opgav jeg hurtigt. Det sagde mig ikke rigtigt noget, men vandfarver - DET er lige mig.

I morgen skal jeg på besøg hos en veninde og i stedet for en blomst, tager jeg 6 små kort (8 x 8 cm) med til hende. De er farvelagt helt enkelt og uden de store teknikker. Desværre er papiret jeg har brugt ikke det bedste at blende med, men da jeg ville bruge de meget fine og detaljerede tekststempler, så gik jeg udenom akvarelpapir denne gang. Jeg stemplede og farvelagde sidst vi var til scrapaften - så det var det papir, jeg nu havde med mig.


Da jeg kom hjem monterede jeg på baser af samme farve som blomsterhovederne og tilføjede små detaljer som hvide prikker, wink of stella, glossy accent og Nuvo drops. Jeg er vild med de glade farver og kortene er altså meget mere sprælske end fotoet lige fanger.

Jeg har før lavet kuverter i vellum til andre småkort, og der var lige 6 tilbage. Så de passede lige til de små, farveglade kort.

Lige nu er jeg faktisk lidt i tvivl om, hvad mit næste projekt skal være... skal det være et påskeæg med masser af pynt eller skal det være lækre CAS kort? Uha, sikke problemstillinger vi scrappere må forholde os til :-) :-) :-)

1000 tak for at du kikkede herind.

Knus Jytte.

lørdag den 25. marts 2017

Et genbrugskort

Sommetider bliver det bare ikke så godt som forventet. Det begyndte som et konfirmationskort, som jeg synes blev alt for rodet at se på. Materialerne jeg havde brugt var ellers super lækre, men slutresultatet kiksede bare. Den slags sker vel jævnligt for de fleste af os.


Jeg synes det var lidt ærgerligt at lade alle de fine sager gå til spilde, så jeg skilte kortet ad og genbrugte, hvad genbruges kunne. 


Det endte så op med et helt andet kort. Bygget på basen af det første og et lag-på-lag element, som jeg også har brugt fra det første kort. For at skjule de skader kortet fik, da jeg skilte det ad, har jeg tilføjet sølvdetajler efter Berit Rosenfeldts teknik med limstift og sølvfolie - og masser af hvidt splat. Sådan kom det endelige resultat til at se ud:


Den smukke, hæklede doily, nodepapiret i baggrunden og den fine perlemorsknap er alt sammen fundet i genbrugsbutikker. Jeg holder meget af at bruge fine "loppefund" på mine vintagekort.

 


Jeg tilmelder kortet følgende udfordringer:
Papirplaneten - Vintage/Shabby Chic
A Vintage Journey - All aboard

1000 tak fordi du kikkede herind.

Knus Jytte.

Endnu et konfirmationskort til en pige

Jeg har haft gang i de sarte farver til kortet her. Synes det blev så fint og feminint og jeg håber den unge pige vil synes det samme. Jeg har valgt en meget enkel opsætning og pynt, som ikke fylder for meget. Det giver kortet præcis den lethed, som jeg gik efter.

Jeg var en smule i tvivl om tekststemplet, men den spinkle og rene font derpå, gav noget frisk og ungdommeligt til kortet.


Indeni har jeg dekoreret en glassinepose (til en pengegave) med et stykke smukt papir. Jeg faldt for den smukke blomsterranke og først da jeg havde limet posen på kortet, opdagede jeg at teksten på posen vender på hovedet. Nå skidt, det er der nok ikke så mange, som lægger mærke til. Kan jo også betragtes som en lille kunstnerisk detalje.


Halvperler og klare Nuvo drops, blonde, osteklud, guldtråd og guldglitter tape er brugt til pynt.


Jeg tilmelder kortet følgende udfordringer:
Hobbygarasjen - Konfirmasjon
Papirplaneten - Vintage/Shabby Chic

1000 tak fordi du kikkede herind.

Knus Jytte <3

søndag den 19. marts 2017

Et konfirmationskort mere

Jeg har lavet et konfirmationskort til en pige, som godt kan li' lilla. Jeg måtte lige lede lidt i gemmerne for at finde noget lilla papir, som ikke var for mørkt til et sødt og forårsagtigt kort. Valget faldt på lilla Maja Design papirer og super feminine rosa/grønne papirer og motiv fra Pion Design.

Kortet er meget enkelt i sin udsmykning, men alligevel er der mange fine detaljer. Jeg har dekoreret alle 4 sider på kortet med en kant af små, bitte perler af Liquid Pearls. Papirerne på forsiden er også kantet, med let hånd, med lilla stickles. Teksten er stemplet i gråt for ikke at virke for markant på den sarte baggrund.



Indeni har jeg limet en fin, lille pose med plads til pengegaven. Posen er dekoreret med et sødt motiv.


Jeg tilmelder kortet følgende udfordringer:
Hobbygarasjen - Konfirmasjon
Papirplaneten - Vintage/Shabby Chic

1000 tak for at du kikkede herind.

Knus Jytte <3

søndag den 12. marts 2017

Årets første konfirmationskort

I går var jeg i Middelfart til Scrapbooking Convention. Det var en fantastisk dejlig dag og både snakketøjet og især pengepungen blev luftet. Jeg har købt en masse nye scrapsager og har også haft gang i dem i dag, hvor jeg har lavet årets første konfirmationskort. Papirer og die med kors er nyinvesteringer.

Designet er stærkt inspireret af Berit Rosenfeldt, som viste nogle rigtigt smukke kort hos Gavlhuset.
Papirerne er fra studio75, købt i den polske butik, Scrap & Craft Shop, hvor jeg også fik hilst på super dygtige Lady E, som også havde virkelig smukke ting, at inspirere os med.






Jeg tilmelder kortet i følgende udfordringer:
Hobbygarasjen - Konfirmasjon
The Ribbongirl - March card challenge
Papirplaneten - Vintage/Shabby Chic

1000 tak for at du kikkede herind.

Knus Jytte.

søndag den 5. marts 2017

En forårshilsen

Foråret er en rigtig dejlig tid og jeg har kikket lidt på påskefarverne til dette kort. Jeg tror ikke, at det er så almindeligt at sende en påskehilsen, men mon ikke det vil glæde modtageren alligevel.





Jeg har pyntet med masser af guldstickles og synes kortet blev rigtig lækkert med de mange lag af papir, som er brugt på alle 4 sider af kortet. Jeg har rigtig meget papir og prøver ihærdigt på at bruge løs af det (og af mine materialer i det hele taget). Det giver i bonus nogle rigtig lækre kort at røre ved og modtageren får forhåbentlig også en fornemmelse af lækkerheds-værdien.

1000 tak for at du kikkede herind.

Knus Jytte :)

onsdag den 1. marts 2017

Marts og ny udfordring på Scrap From Your Heart

Endelig 1. marts og efter kalenderen forår. Nu kan det næsten ikke gå for stærkt frem mod lyse tider.

Imens vi venter på at foråret for alvor tager fat, kan vi på Scrap From Your Heart hjælpe tiden lidt gled med vores marts-udfordring. Vi vil se 3D projekter eller "Altered" projekter.

Mit DT-bidrag til udfordringen er en gammel fotoramme, som jeg har købt i genbrugen. Jeg har dekoreret den indeni med en lille vintage-collage af både papir, blonder, metal og glimmer. Jeg har selvfølgelig sværtet kanterne på "papirdelene" og jeg har lavet enkelte guld-splat før jeg satte glasset på igen. Selve rammen har jeg sværtet ganske let med Metallic Rub-ons, så det smukke mønster i rammen træder mere frem. Til slut har jeg pyntet med en blondesløjfe og en fin vintage-knap.

 
Alt godt har en ende og det her er mit sidste DT-bidrag for Scrap From Your Heart.

Jeg har været super heldig at være med til at starte en ny udfordringsblog op og det har været en stor glæde, at være med på teamet. Jeg har lært en masse søde skandinaviske scrappere at kende - og de er hver især så talentfulde.

1000 TAK til alle pigerne på Scrap From Your Heart. Jeg ønsker jer alle og vores dejlige blog god vind fremover <3 <3

Min beslutning om at stoppe i teamet skyldes ene og alene, at jeg efter 6-8 år som DT'er på forskellige Udfordringsblogs trænger til en pause fra lige netop den del af scrap-verdenen. Nu er tiden inde til at prøve noget andet for en stund.

1000 tak fordi du kikkede herind.

Knus Jytte <3