søndag den 27. november 2011

Julekort og adventsgaver

Jeg sad meget sent i går aftes og lavede dette kort. Fandt symaskinen frem og legede lidt med den. Et eller andet sted har jeg set en hjerteranke syet sammen. Det har jeg så forsøgt mig med her - og det blev da vist helt fint. Som nogen af jer måske kan se, er det her inspireret af et af mine kort fra julekort-kurset.


Fine adventspakker ventede i dag. Endelig måtte de åbnes :)

Den første her er fra Elsebeth.


Utrolig smuk blonde i en lækker sartgrøn farve (meget smukkere end billedet viser) - og et ark med lækkert julepynt. Synes det er en rigtig skøn adventspakke. 1000 tak for den, Elsebeth.


Den anden pakke i dag er fra Pips.


Bare SÅ lækker en pakke med skønne vintagesager. Er vild med det hele - og glæder mig til at bruge af godterne inden længe. 1000 tak, Pips.

Det var så den weekend. Synes den er gået alt for hurtigt. Udenfor er der regn og rusk - og jeg er træt efter en hyggelig eftermiddag med familieadventshygge. Nu vil jeg slappe af resten af aftenen og måske hygge med lidt scrap også.

1000 tak for kik og søde kommentarer.

Knus Jytte 

Glædelig 1. søndag i advent ...

Jeg sidder her natten til søndag - 1. søndag i advent. Stearinlysene er tændt og på mit arbejdsbord hygges der stadig med julekort. Her er mit 2. bidrag til juleudfordringen hos Riddersholm Design.


 
Her dufter stadig af hjemmebagte brunekager - og julestemingen spirer lystigt frem. Jeg elsker december med al dens hygge og ser frem til en masse dejlige timer med julehyggelige stunder.

Her ses alle de dejlige kalenderpakker, som jeg glæder mig til at åbne - de første 2 bliver åbnet, så snart jeg står op søndag morgen. Jeg er med i 2 adventkalendre og 2 julekalendre, så der er bare dømt kalenderhygge hver eneste dag. Faktisk har jeg aldrig før haft en pakkekalender, så jeg glæder mig som et barn, kan i tro. Tanken om så mange, små scrapperier er bare såååå hyggelig.

Et lille stemningsbillede, som er taget for en times tid siden. Om lidt slukkes der omkring mig og jeg smutter i seng.
Rigtig god 1. søndag i advent til jer alle - og 1000 tak for kik og søde kommentarer.


Knus Jytte

torsdag den 24. november 2011

Man må tage en chance ....

.... når den byder sig ... Twisted sketches søger kortmagere til deres design team. Det må jeg simpelthen lægge billet ind på. Ved godt chancerne nok ikke er store, men prøves skal det :)

Her er mit bidrag til "ansøgningen" - og så skal jeg lige udvælge et af mine kort, som jeg har lavet for nylig også. Ved ikke lige helt hvilket endnu, men det blir' valgt i aften og så blir' der søgt med det samme.

Egentlig arbejder jeg jo ikke meget i skitser, men det er en spændende udfordring - og åbner muligheder for at gøre noget "andet" end det, jeg plejer.


Det blev til et fødselsdagskort i glade farver. Kryds fingre for mig, - det kunne være fedt at komme med her.


1000 tak for kik og søde kommentarer.

tirsdag den 22. november 2011

Julekort og blomster

Jeg vil bare så gerne prøve lykken i juleudfordringen hos Riddersholm Design  - tænk at vinde nogle af deres bare smukke ting ... Det ville være sååå skønt !!

Jeg kom da lige pludselig i tanke om, at tiden for 1. udfordring snart løber ud, så skyndte mig at lave et kort til konkurrencen.


Tråden i blonden (Hjørdis-tråden) har jeg lært at bruge på julekort-kursus.

Den seneste tid har jeg hygget mig med at fremstille blomster. Jeg laver dem af både papir, stof, garn, blonder .. pynter med perler, knapper eller andet som lige passer derpå. De 6 her er lavet i papir.


De 3 øverste kommer med i blomsterswappen, som jeg har startet på Scrapsisters og de 3 nederste er til en kær veninde.

1000 tak for kik og søde kommentarer.

Knus Jytte

søndag den 20. november 2011

Kort og julepynt ..

Efter næsten 3 måneder med julekort, er det dejligt at lave lidt andet også. Jeg er med i en fødselsdagsgruppe på Scrapsisters - egentlig starter gruppen først op fra januar 2012, men et par stykker af os er tyvstartet. Dette kort er lavet til Rikke, hvis blog du kan se her.


Det er et helt enkelt kort - holdt i grå, blå og gule nuancer.

I går var der Cybercrop hos Scrapsisters. Det var første gang, jeg deltog - og jeg hyggede mig bare rigtig meget. Fik prøvet nogle nye teknikker - noget mere vellykket end andet ;o)


Her var udfordringen at stemple med garn snurret rundt om en træklods. Jeg valgte at lave et lille 8x8 cm. kort og jeg har brugt acrylmaling til stempelfarve. Det er en rigtig fed teknik, som jeg vil bruge af og til fremover.

Så gik den weekend og snart er det advent. Jeg glæder mig til december måneds hygge - og har da også fundet lidt julepynt frem allerede. I år bliver det meget enkelt - mest i hvidt og sølv med enkelte "farveklatter" som små nisser og julekugler. Jeg har en julekugle som jeg har arvet fra min bedstemor. En smuk gammel kugle, som jeg husker på min bedsteforældres juletræ i min barndom. Den er hvid og pink - og den ser brandgodt ud mellem det hvide/sølv på dekorationsbakken. Kuglen er mit yndlingsjulepynt.



Har du også noget julepynt, som du har arvet og elsker?

1000 tak for besøg og kommentarer.

Knus Jytte

 

onsdag den 16. november 2011

Julekort kursus og eBog

Nu er vi næsten færdige med julekortkurset hos Creative Publishing.

Ih, hvor er det et skønt kursus. Vi har været omkring mange teknikker og har fået lært lidt af hvert. Jeg har fået masser af dejlige fif til fremtidige kort. Der har været teknikker, som ikke lige er mig, men bestemt meget mere, der bare må prøves igen. Særligt er jeg faldet for syninger på kort. Både i hånden og på maskine.

Her er kortet fra i går - holdt i røde og hvide nuancer. En af finesserne var syning på maskine og det er allerførste gang, jeg har brugt det på et kort. Synes det ser knaldgodt ud. Sløjfer plejer jeg ikke at slippe så heldigt fra, men denne blev da bare perfekt :)

Udfordringen i søndags var fletning. Det var rigtig sjovt at prøve. Her har jeg valgt iskolde farver til mit kort.

Dagens kort har jeg ikke lige materialerne til, så jeg tager en overspringer - og vil i stedet for give mig tid til at læse min nye eBog "Scrapbooking med stil" - også fra Creative Publishing. Jeg har løst bladret den igennem og kan se, at der er sååååå meget lækkert inspiration at hente i den.

1000 tak fordi du kikkede forbi og måske skrev en lille kommentar til mig også :)

Rigtig god onsdag aften.

Jytte

søndag den 13. november 2011

Søndagshygge

Jeg elsker søndage... I dag stod jeg sent op, tog dynen med ind i sofaen og fandt en hyggelig formiddagsfilm i tv. Bagefter i bad og morgenmad. Det er så dejligt, når der bare er tid til at tage en total slapper :)

Sent i aftes fik jeg gjort mit 6. kort i julekort-kurset færdigt. Jeg er ikke tilfreds med resultatet, men fik lavet kortet og har prøvet teknikken. Rigtig sjovt at prøve, men der skal vist laves et par stykker, før det kommer til at se godt ud :)


Når jeg trænger til en pause fra julekortene, hiver jeg min "Happy scrap" frem og klipper og klistrer lidt i den, Her en side som jeg lavede i fredags - datoen 11-11-11 :)


Jeg kan godt mærke, at jeg begynder at lide af lidt "julekort-mæthed" og når julekort-kurset er slut, bliver det nok ikke til meget mere jul fra mig, før til december. Tror et par uger helt uden julerier vil booste liv i julehumøret igen til december :)

Rigtig god søndag til dig - og tak fordi du kikkede med på min blog :) 

lørdag den 12. november 2011

Julekort-kurus

Jeg er på online-kursus for første gang - og hvilken fornøjelse :)
Hos Creative Publishing er jeg sammen med en masse andre piger i gang med julekort-kursus.

Hver dag får vi en ny lektion med et flot julekort. Fine vejledninger og masser af fif til nye teknikker og små, lækre detaljer. Jeg er ovenud begejstret - og så har kurset kun kostet 49 kr. 12 lækre designs .. det er helt vildt :)

Her får i de første 5 kort:

1. dag
Distressing, stempler, embossing - en hyggelig start med gyldne, varme farver.

2. dag
Denne opgave var sværere, da jeg stort set ikke havde de materialer, der skulle bruges. Måtte improvisere og finde alternative materialer. Snowmarkeren havde jeg dog - og fandt ud af, at den ikke er helt let at bruge, men at den gir' en rigtig god effekt til kortet.

3. dag
3. dag bød på et helt vidunderligt kort. Jeg har altid beundret de smukke syninger på kort, men aldrig prøvet selv før nu. Det er bare rigtig hyggeligt og helt sikkert en teknik, som jævnligt vil kunne ses på mine kort fremover. Dette kort har bare så mange lækre detaljer og jeg har en utrolig lyst til bare at røre ved det. Kender i det? Af de 5 kort, som vi indtil nu har lavet - er det her en favorit.

4.dag
Her igen et total lækkert kort. Masser af distressing, stempler, maling, embossing. Egentlig var jeg ikke rigtig i humør til at lave kort i torsdags, men skulle da lige bare begynde på det. Hi .. før jeg fik set mig om, var jeg grebet af det - og kortet blev færdigt halvsent torsdag aften.

5. kort
Fredags-kortet blev holdt i rødt og hvídt og en varm distressing til at give dybde til kortet. Mønsteret på papiret er lavet med et stort baggrundsstempel. Detaljen med at sy på blonden, vil jeg helt sikkert bruge igen.

Nu venter så det 6. kort - og det ser ud til at være en temmelig stor udfordring. Godt det er weekend, så der er tid til at lege med det.

1000 tak fordi du kikkede forbi og 1000 tak for de dejlige kommentarer, som altid gør mig så glad.

Rigtig god weekend. 


lørdag den 5. november 2011

Lidt førjul inpiration ..

Jeg har for en stund lagt julekortene fra mig og begyndt på lidt julepynt. Jeg har en svaghed for kræmmerhuse og her har jeg foldet 4 stk., som skal pryde mit juletræ i år. Farverne er ikke helt traditionelle, men i smukke kølige vinterblå farver med lidt rødt. Papiret er fra Vivi Gade.


Kræmmerhusene set forfra pyntet med en lille stjerne.
Bagpå er der pyntet med en sød sløjfe.

Jeg er begyndt at kikke efter ny juleinspiration og i Hendes Verden i mandags, var der et medfølgende hæfte med papirpynt. I stedet for at gemme hele hæftet, klippede jeg et par sider ud, som jeg måske vil bruge på et tidspunt, og satte dem i min Julesmash. Førhen har den slags udklip ligget løst i mine gemmer, - og er tit blevet glemt igen. Idéen med min julesmash er netop at samle bl.a. inspiration, idéer, opskrifter m.v. - og lade bogen vokse år for år.
Nok et par kræmmerhuse til inspiration.

1000 tak for kik og for de dejlige kommentarer, som i er så søde at skrive. De betyder meget for mig :)




tirsdag den 1. november 2011

1. november

... sjov dato 1/11 11 ... :)

Ja, det er blevet november. Det er rigtig efterår nu - mørkt og lidt trist .. Især når man, som jeg, er et sommermenneske. Charmen ved november er for mig lidt svær at få øje på, men de mørke aftener i en lun stue med stearinlys og hygge .. ok, så går det lige :)

Jeg glæder mig til december - til al julehyggen. Nu er jeg stort set færdig med at lave julekort for i år, så nu skal der bl.a. hygges med håndlavet julepynt de næste par måneder.

I dag vil jeg nu alligevel vise jer et julekort, nemlig mit DT-bidrag til Card and scrap som også bliver mit sidste bidrag til scrapfestivalen hos Scrapsisters.


Nu hvor der geares lidt ned med julekortene, bliver der plads til lidt andet også. I sidste uge fandt jeg en af de kære "Kvickly-bøger" frem og fik pyntet en forside til en hjemmelavet SMASH-book. Har valgt at kalde den "Happy scrap" for det er hensigten med den. At den skal være "glad" - fyldt med farver og sjove påfund - indtil videre er alt muligt deri - bare det gør mig glad :)


Håber i alle nyder de indendørs glæder, tænder lys omkring jer og lader kreativiten flyde :)

Rigtig god aften og tak fordi du kikkede med og måske efterlod en lille kommentar til mig :)

Knus Jytte